| Notater |
- På Throndhjems tugthus lod jeg en ung, livlig fant omstændelig fortælle mig sit hele levnetsløb, og af tugthusprotokollerne og senere ved mundtlig samtale med nabofolkene ved den gård, hvor han var opfødt, fik jeg den nøiagtigste stadfæstelse på hans fortælling. I det Nordenfjeldske levede en kvinde ved navn Nordlands-Maren; hun havde mange sønner og døttre og må have været meget berømt imellem fanterne, siden også mange andre ansåe det for en ære at nedstamme fra hende og derfor udgive sig for hendes børn. Hin fant var denne kvindes virkelige søn. Moderen blev anholdt og sat på Throndhjems tugthus, hvor hun døde, og gutten, som endnu ikke var årsgammel, blev ved foranstaltning af fattigkommissionen i Ørkedals præstegjeld indsat til opfostring hos en bondefamilie. Her voxede han op og blev efter hans eget udsagn afholdt af sine pleieforældre, som om han skulde været deres eget barn. Rigtignok var han temmelig vilter, og nabokonerne spøgte ofte med hans pleiemoder over hendes gode tro til «Martin fantegut» og spurgte hende, om hun nogensinde havde hørt, at det var gjørligt «at få en buhund af en varg;» men gutten var godmodig og snild og havde godt nemme, og den brave pleiemoder håbede trøstig, «at de nok skulde få se, at der skulde blive folk af Martin.» Martin blev konfirmeret med godt lov for christendomskundskab, og pleiemoderen havde det bedste håb om ham, da han derefter forlod hende for som tjenestegut på en anden gård at sørge for sig selv. Et halvt års tid gik det også her godt; men en aftenstund - han havde for en forseelse fået en vist ikke overdreven irættesættelse af sin husbonde - gik han afsted, vandrede hele natten, og kom om morgenen ind til en gammel kone, som gav den sultne mad, og på spørgsmål om, hvor han skulde hen, svarede han: «Hvor tåen viser fram.» Den her udtalte maxime fulgte han siden uafbrudt. Først traf han på landeveiene en ældre broder, en routineret fant, som dog ikke længe vilde have ham i sit følge, «da han intet havde lært endnu.» Så kom han «i lære» hos en gammel skorstensfeier og «tullede» siden som en «småvandring» omkring på egen hånd med en skraber og feiekost. Den i det throndhjemske vel bekjendte «Stolpestu-smed,» som jeg måske senere kommer til at omtale, indviede ham i den noget mere anseede kunst at pudse kakkelovne, og nu var hans tilstand betydelig forbedret. Men endnu var han kun en småvandring. Derfor indgik han et kontraktsforhold med «Svenske Pøion,» en gammel tater, som skulde lære ham hestedoktoriets mysterier, imod at han skulde følge den gamle på markeder, stå ham bi i slagsmål o.s.v. Her «lærte han meget,» navnlig også rommani, og ved sin patrons hjælp kom han efter udstået lære i besiddelse af et pas som hestedoktor og var dermed rykket opp i «storvandringernes» kaste. I en kro traf han en svensk tater med to døttre; han hørte, hvorledes disse i det hemmelige fantesprog aftalte, at den ene af pigerne under kjærligheds maske skulde frastjæle ham hans lommebog; men han viste dem, at han havde forstået det hele, og således endte den historie, at han blev taterens svigersøn og eier af hans ene hest. Fra nu af flakkede han hele Sverige og Norge over, og hans liv var en række af altid mere dumdristige fantestreger, som selv ikke hans straf i Throndhjems tugthus fik gjøre ende på; thi han rømte, brød samme nat ind på en bondegård og stjal de fornødne klæder, sad så næste morgen, en søndag, som en from vandringsmand i en husmandsstue, hvor han vandt folkets yndest ved af psalmebogen at forelæse dagens evangelium, da eieren af det blommede halstørklæde, han havde på, tilfældigvis kom ind og greb ham. - Således gav han hine bondekoner ret i, at det ikke er så let at få vargen tæmmet til buhund.
|
1822 - Ja, ukjent dato
Set As Default Person 
[1] 
